da:hyttebumser:start

Tilbage til Forsiden

Hyttebumser

Denne side er udviklet med udgangspunkt i "Takt og tone for hyttebumser" skrevet af Jakob Berg Johansen, Andreas Jensby og Anne Hemdorff på opfordring af KABS12.

Afsnittet beskriver planlægning og udførelse af rusturen for en hyttebums og giver gode råd og vejledninger til hvordan man kan løse de forskellige opgaver nemmest mulig.

  • For informationer om udstyr i de forskellige køkkener se rusturshytter.
  • For inspiration til kogebøger og opskrifter se her.

Generelt om det at være hyttebums

Som hyttebums er du med til at skabe rammen omkring et studiestartsforløb for en masse nye studerende, som gerne skulle have den bedst mulige start på deres studie. Det er vigtigt at huske på at det er for russerne turen bliver lavet og det er først og fremmest deres opfattelse af turen der er vigtig.
Men derfor skal det også være sjovt at være i køkkenet. Husk at ikke to madhold er ens, eller gør det samme. Der er rig mulighed for at sætte dit personlige præg og gøre det både sjovere for dig selv og andre.
I dette afsnit står de officielle regler som du forventes at leve op til.

Da den hyttetur som du skal være en del af er en del af PF’s studiestart er der nogle generelle regler som du skal overholde (uddrag fra ”Retningslinjer for Bachelorstudiestarten i Polyteknisk Forening 2015”).

  • Rusturskøkkenhold skal deltage på rusturen og bør desuden tilstræbe at deltage i forårets tværvektormøder, eventuelle forberedelsesture, samt efterfølgende rustursarrangementer.
  • Det er ikke tilladt for nogen involveret i Bachelorstudiestarten at være sammen med russer, fra den rustur de er tilknyttet under hele rusturen. Med tilknyttet menes at de er planlæggere eller officielle gæster.
  • KABS/Vektorer/Køkkenhold må ikke være sammen med rustursrusser før lørdag kl. 12 i semesteruge 3.
  • Personer, der er involveret i Bachelorstudiestarten, må ikke offentligt være sammen internt på rustur.

I papiret anvendes begrebet ”at være sammen med”, hermed menes kys, kønslig omgang eller nogen former for romantisk forhold.

Som noget nyt er hyttebumserne bundet til PF's vedtægter, og der er dermed anktionsmuligheder. Det er KABS som fastsætter sanktionen i det konkrete tilfælde og denne kan være, men er ikke begrænset til, hjemsendelse fra rusturen for egen regning og/eller udelukkelse fra studiestarten.

Hermed sagt, hold dig til reglerne så bliver det sjovere for alle, ikke mindst dig selv.

- uddrag fra ”Ny-I-Fællesrådet_2012.pdf”

I det følgende er der skelnet mellem tre slags hytteture;

  • Studiestartsture
  • Hytteture med uddannelse som formål
  • Hytteture med et socialt formål

De generelle retningslinjer gælder naturligvis for alle tre former for hytteture (og andre hytteture i PF-regi, hvis de skulle opstå).

  • Der skal på enhver hyttetur i PF-regi forefindes mindst en komplet førstehjælpskasse.
  • Der skal som det første ved ankomst til hytten undersøges hvilket brandslukningsmateriel samt hvilke flugtveje, der findes og hvor.
  • Der skal, blandt arrangørerne af turen, være en ansvarlig for hvert af de ovenstående to punkter.
  • Minimum en dagsansvarlig/kørselsansvarlig. Den dagsansvarlige har til et hvert tidspunkt det overordnede ansvar for alle igangværende aktiviteter.
  • Den ansvarlige er til alle tider (altså 24 timer i døgnet) ædru og dermed i stand til at køre bil.
  • Der skal før afrejse gøres rent efter anvisningerne i hytten eller lejekontrakten.
  • En studiestartstur skal have godkendt et visionsoplæg af deres overordnede, koordinerende gruppe. Dette visionsoplæg skal blandt andet indeholde arrangørernes tanker om hvilke grænser, der er på turen (f.eks. mht. nøgenhed, alkohol, fysisk fare).
  • Minimum to dagsansvarlige, hvoraf den ene er kørselsansvarlig. Der gælder samme regler som under generelle retningslinjer.
  • Der er på forhånd kommunikeret klart ud til deltagerne, hvad der forventes af dem på turen.
  • Arrangørerne udarbejder på forhånd en plan for turen til internt brug. Planen skal gøre rede for det faglige indhold samt indeholde et detaljeret dagsprogram med beskrivelse af aktiviteter, oversigter over workshops indeholdende deltagerlister, tidsplaner og geografi.

Der kan i forbindelse med billeje være forskellige regler for f.eks. chaufførens alder. Det er i den forbindelse chaufførens ansvar at disse regler overholdes.


Forberedelse

Før i tager af sted på turen er der en masse ting der skal ordnes. Som med så mange ting er det en god idé at starte i god tid. Dette betyder for de fleste at de retter som i har valgt til jeres tur skal være på plads inden i tager på forberedelsestur. Hvis i gør det kan specialvarer til opskrifter nemt skaffes, da slagtere og supermarkeder typisk kan skaffe varer hjem med en uges varsel.

En skitse og et værktøj
„No plan survives contact with the enemy”
- Helmuth Karl Bernhard Graf von Moltke, Tysk feltmarskal

Det ovenstående citat kan forstås på den måde, at den madplan som i lægger, ikke er den plan som føres ud i livet på turen. Det er fordi, der altid skal improviseres på turen, uforudsete situationer opstår altid, som selv den mest detaljerede plan ikke kan tage højde for. Dermed ikke sagt at man ikke skal lægge en plan. Det er et meget vigtigt og godt værktøj til at strukturere arbejdet i køkkenet med.

Da madplanen fungerer som køkkenholdets drejebog og er jeres skitse over hvad der skal foregå de dage i er af sted, skal der som udgangspunkt stå alt hvad i skal foretage jer på turen. Planen skal være meget specifik da i skal kunne læse og forstå den både når i er trætte og fulde.

Et godt udgangspunkt for en plan kunne være:

  • Indholdsfortegnelse, så planen er nem at overskue.
  • En tidsplan for:
    • Indkøb
    • Ankomst til hytten
    • Afgang fra hytten (med angivelse af ansvarlige og hvem der skal være med i bilerne)
  • En pakkeliste over ting i skal have med hjemmefra og fra DTU.
  • En tidsplan for:
    • Hvornår måltiderne serveres. (Dette skal aftales med KABS.)
    • Hvornår der startes på retterne.
    • Hvornår kommer russerne i køkkenet.
    • Hvornår der skal tages ting op af fryseren eller hvis der skal laves noget til næste dag (Husk at markere det tydeligt)
    • Hvis en eller flere af hyttebumserne skal deltage på natløb, retningsrunde eller lignende.
    • Vektor kaos møder og hvem af hyttebumserne som tager med.
    • Hyttebums fri leg, det kan være meget rart at vide hvornår man kan komme ud og slappe af/hygge om russrne, spille lidt ølbowling eller lave andet sjov.
  • Opskrifter med mængdeangivelse og en detaljeret fremgangsmåde, så alle i køkkenholdet kan følge den.
  • Ansvarlige for hver dag/ret, da det altid er bedst at have én ansvarlig som leder russerne og andre i køkkenet. Dette giver også mulighed for at den/de ikke ansvarlige kan holde pause.
  • Allergikere/„særlig-mad-ansvarlig“. Hvis der er deltagere med særlige mad behov skal det skrives i planen og markeres hvilke retter som skal speciallaves og hvordan de skal laves.
  • En plan over hvilke madvarer der skal købes hvor og hvor meget, i SI enheder (så undgås misforståelser). Dette kan eventuelt laves i et separat Excel-ark.
  • Der kan også skrives et skema over hvilke rushold der skal hjælpe til i køkkenet på hvilke tidspunkter (dette plejer at være noget vektorene laver i forbindelse med rustursdrejebogen).
  • Det kan også være en idé at skrive på hvem der er kørselsansvarlig på de forskellige dage. Da i helt sikkert skal købe ind under vejs.
  • Husk at have en eller flere laminerede eksemplarer af jeres madplan. I køkkenet er alting vådt og en druknet madplan er i værste fald ubrugelig.

Det at lave en madplan sammen er også en god måde at lave en forventningsafstemning i madholdet internt. Hvad forventes hvilke personer at gøre hvornår, og hvilke ansvarsområder har den enkelte, hvor ambitiøs skal madplanen være etc..

Husk på at præcise tidsskemaer med klokkeslæt kan forvirre hvis planen bliver rykket. Derfor kan et skema med hvor lang tid den enkelte ting tager være mere brugbare. Der skal også koordineres med KABS og vektorerne hvornår de ønsker maden skal være klar.

For et forslag til et regneark til udfærdigelsen af en madplan se nedenstående:

For at være et succesfuldt madhold, skal der laves noget mad. Der er mange opskriftsbøger og mange steder på nettet at hente inspiration. Derfor vil vi ikke gennemgå alle de gode retter som er blevet brugt i studiestarten gennem tiderne. Det er meget mere interessant at finde på noget nyt. Dermed ikke sagt at der ikke er nogen generelle retningslinjer som det kan være nyttigt at holde sig til når det kommer til at lave mad til mange mennesker (For mere specifikke retter se kogebøgerne til sidst i afsnittet).

Få overblik over hyttens køkken
De hytter som bruges i Studiestarten er meget forskellige. Ligeledes er deres køkken og det sætter både begrænsninger og skaber muligheder for, hvad man kan lave af mad. Hvis hytten har en stor, eller flere velfungerende ovne, kan det være en fordel at lave retter, der har lange stegetider. Dette kunne være helstegt kalkun, pulled pork eller nakkefilet i porter. Her får man meget og god mad for en relativ lille arbejdsindsats.

Hvis køkkenet har en stor røremaskine kan det være en fordel at bage sit eget brød til morgenmad og frokost (det kan lade sig gøre uden røremaskine dog anbefales det at lave en våd dej som kan hæve natten over, se opturskogebog ´12-´13). Det er billigere at bage selv end at købe det og det har en højere kvalitet. Det er samtidig nemt at stikke en sulten rus en hjemmebagt bolle hvis han/hun bliver sulten mellem måltiderne. Husk at bage så i har et lager af boller – også til jer selv når i bliver sultne.

Det er en god ide at identificere rum hvor tørvarer og grønsager kan opbevares uden for køkkenet. Dette skaber plads i køkkenet og gør at varerne kan holdes tørre og kølige.

Lav mad du selv kan lide
For at maden kommer til at smage godt skal opskrifterne helst være nogle du har erfaring med at lave. Man kan eventuelt eksperimentere på forhånd og lave mad til vektorholdet, kollegiegangen, afprøve retterne på forberedelsesturen eller lignende. Du skal have en idé om, hvordan maden skal smage på forhånd, ellers kan det være svært at smage maden til med krydderier. Det er også langt mere spændende at lave mad som man selv synes smager godt.

Krydderier er vigtige, men farlige
Noget af det sværeste er at smage en ret til når den skal serveres for mange mennesker. Specielt når det kommer til krydderier som nelliker, chili, karry og salt. Ofte er der meget stor variation i hvor stærke krydderierne er, og det kan være svært at dosere. Derfor, gå gerne meget forsigtigt frem og skalér ikke krydderierne på samme måde som resten af ingredienserne. Kom lidt i af gangen og vær gerne flere til at smage på maden. Når det kommer til kød, må det ikke smage fersk (uden salt) og krydrede retter skal have nok smag, tag eventuelt en lille portion fra til dem, der ikke kan spise stærk eller krydret mad.

Fremgangsmåden skal være helt præcis
Ofte vil der være en eller flere på køkkenholdet, der har lavet retten før. Dette betyder ikke, at man kan spare på udførligheden i fremgangsmådens beskrivelse. Det at lave mad på en rustur, er ikke som i dit eget køkken. Der vil være høj musik, flere folk om at lave retten, mange og måske fulde mennesker, du vil være træt og måske også selv fuld. Derfor er det meget nemt at glemme en måske meget vigtig detalje, som f.eks. at tænde ovnen. Derfor skal alting beskrives meget detaljeret og i den rækkefølge som ting skal ordnes i. På denne måde bliver opskriften en checkliste, som alle kan følge med i.

Dette medførere, at hvis den ansvarlige af en eller anden grund ikke kan stå for retten, vil det være muligt for en anden at træde til.

Mad der kan bruges til flere ting
Det kan være en fordel at lave mad hvor rester kan indgå næste dag eller måltid. Hvis i for eksempel laver chili con carne den ene dag, kan overskydende kødsovs bruges til næste dags frokost lasagne. Dermed undgås madspild og der er mindre arbejde for køkkenholdet. Ud over det smager mange sammenkogte retter bedre på andendagen, så her kan det også være en smagsfordel. HUSK dog, at mad der har været ude på bordene og serveret én gang skal varmes grundigt op inden det må serveres igen. Sæt derfor kun begrænsede mængder på bordene - hellere hent en ekstra gang i køkkenet end at smide mad ud, der har været serveret. Som hovedregel smides alt mad ud der har forladt køkkenet, af hensyn til hygiejne.

Varm frokost er billig, og en sikker vinder
Det kan måske virke som en stor opgave at servere to til tre varme måltider om dagen; middag, aften og evt. varm natmad. Men hvis det er planlagt på en god måde, kan det både være nemmere og billigere end rugbrødsmadder idet pålæg er både dyrt og tager lang tid at skære og anrette. Man kan som tidligere nævnt anvende aftensmad som frokostkomponent, lave sandwiches, supper osv. Det virker også som en ekstra bonus for russerne at få varm mad til frokost, og det højner moralen hos dem.

Som hyttebumser står i for en af de største poster på rusturens budget. I skal derfor være meget beviste om at jeres mad ikke bliver for dyr. Nogle gode tommelfingerregler er her stillet op, så i kan lave god og billig mad:

  • Brug råvarer og ikke færdiglavede produkter.
  • Hvis det er muligt lav jeres eget brød.
  • Laver i brød, skal andre morgenmadsprodukter skæres meget ned (havregryn, cornflakes, yoghurt m.m), men samtidig skal der købes lidt mere pålæg.
  • Sørg for at rester fra en ret kan spises eller bruges til andre måltider.
  • Lav varm mad til frokost.
  • Regn med at russere spiser 2/3 af hvad normale portionsstørrelser er. Dette kan dog afvige, så sørg for at have backup mad eller penge til ekstra supplering.
  • Kig efter gode tilbud på f.eks. kød (som kan fryses ned) i ugerne op til i skal af sted.

Tjek med vektorholdet hvor mange penge i har til rådighed og lav et budget for jeres madplan. Sørg for at inkludere en buffer i regnskabet til uforudsete udgifter på turen, samt at afklare om rengøringsartikler o.l. også indgår i jeres rådighedsbeløb. Budgettet kan inkluderes som del i jeres Excel madbestillingsliste og er et godt redskab til at se, hvor der evt. kunne skæres ned. Priser på de enkelte varer til budgettet kan for discount supermarkederne evt. koordinere med andre hyttebumser og lave en fælles prisliste ved at tage en tur i butikken med sin computer og notere priser, vægt og/eller antal i pakninger, samt specifikt navn på den vare man ønsker at bestille. Alternativt kan overslag benyttes.

Ofte er der en del udlæg hyttebumserne imellem, når der laves rustur. Hvis I vil have disse klaret, uden at skulle bruge for meget energi på at finde ud af, hvem der lagde ud for, hvad etc. kan I med fordel benytte apps som:

Disse apps sørger for at regne ud, hvem der skal have penge, hvor meget og hvordan pengene skal overføres. Fordelen ved WeShare er, at den er direkte linket til MobilePay og appen udregner hvem der skal have hvor meget og sørger selv for at overføre det rigtige beløb!

Begge apps findes både til Android og iOS


Bestilling af mad, krydderier og diverse

Man kan med fordel bestille hovedparten af de ingredienser og ting man skal bruge i køkkenet fra en discount butik nær rusturs hytten. Priserne på varerne hos discount supermarkeder er ca. den samme, men for at spare tid er det ofte en fordel for de større rusture at hente varerne hos større engrosfirmaer der har storemballage. For mindre ture er et lokalt discount supermarked ofte nemmest at komme forbi og dette sikrer kort transport af køle- og frysevarer. Fristen for bestilling afhænger af den enkelte butik, mene er oftest senest 1-2 uger før levering. Sørg for at lav en aftale med butikken om afhentningstidspunkt, at de har pakket alle varerne til jer inden i kommer for at hente og at de enten har slået alle varerne ind og parkeret bonen eller har ét eksemplar til scanning når i kommer. På denne måde sker betalingen hurtigt og i kan komme videre. Det er vigtigt at sætte tid af til at kontrollere ALLE de pakkede madvarer, inden i forlader butikken, da der ofte sker fejl. På den måde nedsætter i antallet af varer der skal købes på turen når i opdager at de mangler. Ved at bestille varerne finder i også ud af om der er ting som butikken ikke fører, og i kan planlægge at købe det andre steder.
Hvis i skal købe specialvarer, så undersøg på forhånd, hvor i kan købe dem. Hvis butikkerne ligger i København, så køb varerne i weekenden. Mandag morgen er det centrale København et mareridt at køre i med store biler, så prøv at undgå det, hvis det er muligt.
Husk at køb salt og peber nok til, at der kan sættes noget ud på bordene til hver ret.

Der er et hav af praktiske ting og andet til køkkenet som i skal have med, se afsnittet om Det andet til køkkenet. Det er vigtigt at alle alternative madretter er medregnede så glutenfri mel eller andre ting købes med.

Husk at tjek med vektorerne hvem der står for bestilling af rengøringsartikler, ekstra toiletpapir, klude o.l., samt om de skal have bestilt noget med til deres aktiviteter, eller om de selv står for det.

Når i gennemgår jeres opskrifter, identificer hvilke ting der skal bruges ud over ingredienserne. Dette kunne være tandstikkere til at holde kødlommer lukkede under stegning, stegeposer eller muffinforme. Der er nogle ting, som det smart at have i køkkenet:

  • Klude til optørring. Husk at købe nogle der kan bruges uden for køkkenet til optørring af øl eller mad spild. Man skal aldrig bruge en klud som har været brugt udenfor køkkenet i kækkenet igen af hygiejniske årsager.
  • Viskestykker, som russerne er blevet bedt om at medbringe, skal indsamles lige når de ankommer til hytten.
  • Plastikforklæder til dem der vasker op, eller til at beskytte sarte kostumer i køkkenet.
  • Plastikhandsker til at skære chili, eller i opvasken til at beskytte hænderne for folk, der ikke tåler sæbe.
  • Husholdningsfilm og sølvfolie til at holde madvarer friske i køleskabet. Der må gerne være rigeligt.
  • Fryseposer til opbevaring.
  • Opvaskesvampe og ståluld.
  • Opvaskemiddel og universalrengøring til at gøre køkkenet rent.
  • Affaldssække.
  • Grill-handsker til at håndtere varme ting fra ovnen.
  • Food processor (sparer mange timers hakken og giver et bedre resultat).
  • Egne knive, da de knive der findes i hytten sjældent er skarpe. Knive fra IKEA kan dog ikke anbefales.
  • Gaffatape til at hænge ting op med i køkkenet (aftal evt. dette med KABS).
  • Førstehjælpskasse (Er at finde i badekaret).

Det kan være en rigtig god ide at have et anlæg med til køkkenet. Det skaber stemning og i kan selv vælge, hvilken musik der skal spilles. Husk at sætte kode på computer eller andet, så russerne ikke skifter numre, eller bruger computeren til andet.


Udklædning

Som køkkenhold skal man have en udklædning, som passer i turens tema. Der er dog nogle særlige udfordringer ved dette, da det samtidig skal kunne fungere i køkkenet. Da der er frit valg på alle hylder når det kommer til kostumer, vil vi kun komme med nogle praktiske guidelines, som det kan være en god idé at følge:

  • Praktisk fodtøj. Det er et must, da du skal stå og gå meget i løbet af turen.
  • Ingen parykker. Disse fælder så der kommer ”hår” i maden. Ud over det bliver de varme og begynder at klø. Vi taler her af bitter erfaring. Dette gælder også for langhåret kunststof.
  • Ansigts/krops maling er et no-go. Det kommer i maden, når du begynder at svede, og det gør du da køkkenet bliver meget varmt til tider.
  • At inkorporere en kokkehue eller anden hovedbeklædning der holder håret opsat i dit kostume, kan være en god idé.
  • Ikke for meget polstring i din dragt. Da køkkenet ofte er meget trangt, med mange mennesker, kan et stort kostume være meget upraktisk. Samtidig løber du risikoen for at rage gryder og andet på gulvet uden at kunne mærke det.
  • Sørg for at dit kostume ikke rører gulvet. Lange slæb, haler eller lange kjoler der når jorden bliver usædvanligt klamme i en fart. Husk på at alt bliver vådt i et køkken (og ikke på den gode måde), ikke mindst gulvet.
  • Det er en god idé at have god bevægelsesfrihed i dit kostume. Du skal ofte tage ting ned fra hylder eller bukke dig og tage ting ud af skabe. Dit kostume skal ikke være en hindring. Et fif er at sammensætte kostumet så visse dele, der på sigt kan blive irriterende, kan tages af, selvfølgelig uden at det derved betyder man ikke kan se hvad du er klædt ud som.
  • Man bliver hurtig svedig og madlugtende i et køkken og det er derfor rart at have et kostume, hvor overdelen f.eks. udgøres af (bl.a.) en t-shirt eller lignende, der kan skiftes i løbet af turen.

Forventningsafstemninger/aftaler

Det er en god ide at have lavet en forventningsafstemning ikke kun internt på madholdet men også med KABS og vektorerne inden i tager af sted. Derved sikrer i, at alle får den bedst mulige tur og at i ved hvad i kan forvente. Nedenfor er listet nogle ting der evt. kunne være relevante at snakke om:

Med KABS

  • Er der noget hyttebumserne skal hjælpe med ved ankomst til hytten mandag?
  • Hvem sørger for mad den første aften

Med vektorer og KABS

  • Hvem har ansvaret for den afsluttende rengøring af køkkenet fredag morgen? (Dvs: Dirigerer hyttebumserne russerne rundt og kontrollere, er der en kontakt vektor tilknyttet?)
  • Eller overtager én af vektorerne ansvaret for at køkkenet bliver gjort rent?
  • Hvor sover hyttebumserne?
  • Tager hyttebumserne med bussen eller sidste bil hjem?
  • Hvor mange aktiviteter forventes hyttebumserne at deltage i og hvilke?

Med hinanden
Lige som vektorer og KABS laver visionsoplæg er det smart også at forventningsafstemme og snakke ting igennem som kan ske i køkkenet. Dette kan f.eks. inkludere:

  • Hvor meget køkkenfest vil i have?
  • Spiser i i køkkenet, eller roterer i mellem de forskellige kagehold i spisesalen?
  • Skal alle hyttebumser altid være i køkkenet samtidig, eller er det okay at den ene f.eks. tager natmad og den anden morgenmad?
  • Må en meget fuld rus lave mad og/eller være i køkkenet?
  • Hvor fulde må i være i løbet af dagen?

På Turen

Nu er det lige før det går løs. I har været af sted på en fantastisk forberedelsestur og nu skal det vise sig, om i kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Der skal købes ind, klargøres hytte, tages imod russer og laves masser af fantastisk mad. For at få det hele til at gå godt, er der her i afsnittet nogle små fifs og tricks, så i er bedre klædt på til den næste uge.

Når i kommer til hytten, er det vigtigt at skabe sig et overblik over, hvor alting skal ligge. Hvis i har et tørvare- og grøntsagslager, er det vigtigt at der er orden, og at den, der står for at lægge varerne på plads, laver en plan over hvor alting er. Det kan være en fordel at gruppere varer så dem, der skal bruges til samme ret, ligger det samme sted. Dette kan tage et stykke tid første dag, men er en stor hjælp i løbet af ugen, hvor man ikke skal gå og lede efter ingredienserne.

Er der et anlæg med, så placer det et sted, hvor det ikke er i vejen og ikke kan blive vådt. Husk på, at alt i køkkenet bliver vådt.

I skal stå og gå i mange timer i køkkenet i den næste uge. Derfor er fornuftigt og skridsikkert fodtøj et must – også selv om det nok ikke passer til jeres kostume med løbesko eller lignende. Da køkkengulvet skal vaskes, er det også en god ide at mindst én af jer, har et par gummistøvler med.

En af de potentielt bedste og farligste ting i et køkken, er en rus. De er i køkkenet for at hjælpe til og det er din opgave at sørge for, at de både er sikre og har en god oplevelse med at være i køkkenet.

Når de ankommer til hytten, er det vigtigt at i gør dem køkkenreglerne klart og fortæller dem om deres pligter i køkkenet. Fortæl dem også, at i har en førstehjælpskasse og kan hjælpe, hvis der er nogen der kommer til skade.

Det er vigtigt at have klare regler for dem, der opholder sig i køkkenet. Disse regler gælder både for russerne, vektorerne og KABS. Køkkenet skal være et sted hvor man kan komme og få et plaster eller en bolle, hvis man har brug for det. Det er køkkenholdet der bestemmer i køkkenet og kan kun i særlige tilfælde overtrumfes af KABS eller dags/kørselsansvarlig.

Her under er der et forslag til hvordan et regelsæt kan stilles op.

  • Hyttebumserne bestemmer alt
  • HUSK at vaske hænder
  • Er du i tvivl, så spørg en hyttebums
  • Ophold i køkkenet sker kun på invitation af køkkenholdet
  • Ophold i køkkenet er et privilegium ikke en ret
  • Ingen ølregler gælder i køkkenet
  • HUSK at vaske hænder… grundigt!!!
  • Har russen sår på hænderne, SKAL vedkommende have gummihandsker på
  • Følg altid hyttebumsernes anvisninger
  • Ved tvivlsspørgsmål eller tvister se punkt nr. 1

Husk at det er jeres regler og at de skal overholdes af alle på turen. Diskuter dem igennem med KABS og vektorerne, så de også forstår vigtigheden af at overholde dem.

Det at vaske hænder er et must for alle der opholder sig i køkkenet – også for jer selv. Køkkenet er ofte et hyggeligt sted at være og det skal det også. Fordi der skal laves mad, og det er vigtigt at have styr på hvem der er i det, er det køkkenholdets ansvar at holde uvedkommedne ude af køkkenet. Lad være med i for høj grad at starte køkkenfester, da festen helst skulle være ved de andre. Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til det i moderat omfang, så længe i kan styre det.

Ølregler er forbudt i køkkenet, da disse kan blive meget farlige. Der er skabe knive, ovne og gryder der er mange hundrede grader, så folk skal være opmærksomme. Derfor må folk under ingen omstændigheder kalde ”moose”, ”tre skridt”, ”buffalo” eller lignende i køkkenet. Dermed ikke sagt at køkkenholdet skal holde sig ude af ølreglerne. Det er en god ting at lege med når i er udenfor køkkenet, så føler russerne også at i er en mere integreret del af turen.

Russerne er i køkkenet for at hjælpe jer og lave mad. Det er derfor den retansvarliges opgave at sætte både russer og vektorer til at lave noget. Sørg for at lave arbejdsstationer til de forskellige ting der skal laves, så russerne ikke skal lede efter de ting de skal bruge. Der skal også laves en instruktion til hver opgave, så ingen er i tvivl om, hvad deres opgave går ud på.

Ideelt set skal den ansvarlige ikke lave andet end at sætte andre i gang. Det er vigtigt at du ikke påtager dig opgaver, så som at snitte grøntsager, hvis en rus lige så godt kan gøre det.

Der skal hele tiden være nogen, der tager sig af opvasken. Det skal ikke være den samme person hele tiden, medmindre ham eller hende meget gerne vil. Husk at man bliver våd i opvasken. Det er en god ide med plastikforklæder.

Det kan være en god idé at have en kreativ ting at sætte russerne til, når de ikke har andet at lave. Så står de ikke og keder sig, eller går et andet sted hen, hvor man så skal ud og lede efter dem. For at russerne får den bedste oplevelse i køkkenet, skal de helst have noget at lave hele tiden, dette gælder også vektorerne.

Hvis der skal skrælles kartofler eller lignende, kan det være en fordel at lave en post udenfor, hvis det er godt vejr. Russerne hygger sig, hvis de er et helt hold der skræller på samme tid. Det er dog vigtigt at det er ting der koges bagefter.

Når i er i køkkenet, skal i være jeres opgave som arbejdsledere bevidst. Samtidig er det vigtigt at i får nok søvn. Køkkenet er normalt bemandet fra kl. 6 om morgenen til kl. 2 om natten. Dette giver jer ca. 4 timers søvn pr. nat. Da de fleste ikke vil kunne fungere effektivt på så lidt søvn i mange dage, er det vigtigt at i sørger for at give hinanden fri. En hyttebums kan sagtens stå for en morgenmad, frokost eller aftensmad selv, så hvis det er muligt, kan det være en idé at nogen sover længe eller i løbet af dagen.

Løbende kontakt til vektorerne og KABS er vigtig. Sørg for at der er en af vektorerne eller dagsansvarlig som holder jer orienteret, hvis der sker ændringer i planen. Det er en god ide at have en drejebog for turen liggende i køkkenet, så i kan følge med i aktiviteterne.

Sørg for at være en aktiv del af turen, så russerne også føler sig trygge ved at komme og spørge jer. Husk på at i nok er nogle af de mest erfarne og meget gerne må bidrage med jeres viden så russerne får en endnu bedre tur.

  • Personlig hygiejne (vask hænder ofte, har du sår på hænder, skal du have handsker på) husk at mind russerne om at vaske hænder inden de går i gang med madlavning.
  • Hold gulvet rent så i undgår at glide i ting og holder uvelkomment kravl væk. Vask gulv minimum 1 gang i løbet af turen, helst en gang om dagen.
  • Ingen fødevarer må opbevares på gulvet – heller ikke konserves eller tørvarer!
  • Hold løbende øje med at varerne i køleskabet har den rette temperatur – dette gælder særligt i køkkener med almindelige og ikke industri køleskabe hvor de bagerste varer ofte kan blive for kolde og de forreste for varme.
  • Inden hvert måltid sikres det, at alle har vasket hænder (Vasken i køkkenet må IKKE benyttes til dette formål).
  • Alle skåle/tallerkener o.l. der sendes ud af køkkenet, skal have tag-tøj i, så folk IKKE tager maden med hænderne.
  • Mad der har været serveret 1 gang (ude i spisesalen), skal smides ud og må IKKE gemmes og serveres igen. Derfor: kom kun små mængder mad ud i spisesalen ad gangen.

Når i skal fra hytten

Nu er turen ved at være forbi og i er glade og trætte/fulde. Nu skal hytten forlades i samme stand, eller bedre, end da i kom, så den også kan bruges af studiestarten igen næste år. Det meste klares af KABS, vektorerne og russerne, men der er dog nogle ting i skal være opmærksomme på.

Der kan godt tage noget tid at få ryddet og rengjort hele køkkenet inden afgang. Det er derfor en god idé at sørge for at et af vektorholdene er sat på til at hjælpe i køkkenet under rengøringen.
Nedenfor er en liste med de ting som er vigtige at huske når i gør rent i køkkenet.

  • Alle madvarer skal ud af køleskabe og frysere.
  • Køleskabe skal tørres af.
  • Ovn skal rengøres.
  • Komfur rengøres. Hvis det er et gasblus så husk at få rengjort under blusset også (man kan som regel løfte de ting af som gryderne/panderne står på).
  • Hylder skal tørres af.
  • Som det sidste skal der vaskes gulv, sørg for at ingen går i køkkenet efter vask.

Når morgenmaden er overstået og det sidste er vasket op og lagt på plads er det tid til madauktion. For at i ikke selv skal transportere og bortskaffe det der var til overs, sælges det til russerne og vektorerne.

Der er mange strategier for at få en mad auktion til at forløbe godt. Det skal helst være det sidste sjove indslag inden i skal hjem. Madauktionen kan sagtens foregå mens der betales ølregninger, så længe der er styr på hvilke hold der skal betale og hvilke der sidder med til auktionen. Det er en god ide at sige til russerne, at alle pengene går til deres julefrokost eller et andet fælles arrangement.

Auktionen plejer at foregå ved at en person står og råber de forskellige ting i vil sælge og som budene kommer, bliver de råbt højt. Det er en god ide at sælge mange ting ad gangen, på den måde går auktionen hurtigere og i kommer af med det hele. Mens der bliver budt, kan man med fordel kaste flere ting i pakken, så man forhåbentlig kan få flere med på at byde. HUSK at gem nogle skraldeposer eller lignende til madauktionen.

Ligesom der er en ansvarlig for at holde auktionen kørende, er det en god ide, at have en person til at stå for at sammensætte pakkerne, udlevere varerne og tage imod penge. Dette kan eventuelt blive gjort af to personer, da det nogen gange kan gå stærkt.

Jo sjovere og hurtigere det går, jo flere penge får i i kassen.

Det er nok ikke jer, der er de sidste der forlader hytten. Derfor, husk at pakke anlæg og andet i har i køkkenet, som i gerne vil have med tilbage, i varevognen. Aftal med kørselsansvarlig om afhentning af tingene, eller hvor de placeres, når i kommer til DTU.


Indhold overført fra 2012-overlevering d. 25-06-2015 af Henriette Steenhoff

  • da/hyttebumser/start.txt
  • Sidst ændret: 2023-12-19 13:27
  • af hilarius23admin